Sitemap - oversigt over sider Sitemap
Føj til foretrukne Føj til foretrukne
Udskriv denne side Udskriv

 
 

BINDEVÆVSSYGDOMME

Dette er en fællesbetegnelse for flere forskellige sygdomme, der også kaldes kollagenoser, eller autoimmune sygdomme. Et fælles træk er en overfølsomhed for eget væv. Forenklet kan man sige at mekanismen er følgende: Bakterier har på sin overflade nogle antennelignende strukturer (antigener). Kroppens immunsystem laver "soldater" (antistoffer), der genkender disse antenner, hager sig fast, og ødelægger dem. Har vi uheldigvis en vævstype, hvor nogle af kroppens celler også har lignende "antenner", kan soldaterne ikke kende forskel på "ven" og "fjende". De begynder at ødelægge kroppens egne celler, i den tro det er bakterier. Rammes cellerne i leddene opstår ledegigt (artrit). På huden hedder sygdommen sklerodermi eller lupus. Rammes slimhinderne kaldes den Sjögrens sygdom. I musklerne kaldes sygdommen reumatisk muskelgigt (polymyalgia reumatika).
 
Specielt udsat er familier med den såkaldte HLA-B 27 vævstype. Den har mange celler med bakterielignende antenner, men fordi man har denne vævstype behøver man ikke blive syg. Der kræver at andre uheldige omstændighedder ligeledes passer sammen. Jeg har bemærket, at flere af disse patienter også har mangel på zink. Hvis ikke vi har tilstrækkeligt med zink, kan vi ikke producere de officerer, der er nødvendige for at stoppe "krigen" og rydde op på slagmarken. Hvis ikke disse "officerer" (dæmpercellerne i immunsystemet) kommanderer "stop skydningen, krigen er forbi", fortsætter kamphandlingerne. Nu bekriger soldaterne hinanden og ødelægger kroppens eget væv, som i en slags borgerkrig. Bindevævssygdommen er i gang.

Antioxidanter (vitaminer og mineraler) gør vævet mere modstandsdygtigt overfor angreb og ødelæggelse. Hvis vi mangler vitamin C, E, B6, beta-caroten, selen og zink, bliver vi et let bytte for disse mekanismer. Bindevævssygdommene rammer hyppigst aldersgruppen 40-80 år. Det er netop i denne gruppe mangler begynder at gøre sig gældende. Med en bedre vejledning i forebyggende foranstaltninger, kunne vi formentlig reducere den tiltagende hyppighed af disse invaliderende sygdomme.

Der dukker stadig sygdomsbilleder op, der viser sig at tilhøre denne gruppe. Disse sygdomme er mere almindelige end mange forestiller sig. Nogle ender fejlagtigt i psykiatrisk behandling, men man er ikke nødvendigvis psykisk syg, fordi vi læger ikke altid kan finde ud af hvad folk fejler. Sættes disse patienter på nervemedicin, får de det væsentligt dårligere.

Efter længerevarende stress, hvor kroppen tømmes for binyrebarkens stresshormon (kortison) og stofskiftehormonet frit T3 , får disse sygdomme lettere spil. Et tilskud af hormoner i små, fysiologiske doser (1,75 mg prednisolon x 2-4 dgl. og naturligt T3) er ofte nødvendigt sammen med styrkende kosttilskud. I disse små doser er der ikke bivirkninger, da det svarer til hvad en normal krop selv producerer. Dette er selvfølgelig en lægelig opgave.

Følgende sygdomme kan også høre med i denne gruppe: Betændelse i tynd- og tyktarm, hvide fingre, ledegigt, gigtfeber, kroniske betændelser i nyre, -lever, -bugspytkirtel, -skjoldbruskkirtel, for højt eller for lavt stofskifte, Addisons syge, muskelsygdommen myastenia, perniciøs anæmi, kronisk nældefeber og flere andre. Vi ser stadig nye patienter med ubehandlede tilstande, som ikke passer ind i tidligere diagnostiske systemer, men hvis prøveresultater afslører, at de tilhører denne voksende gruppe. De reagerer med hurtig og overbevisende bedring på den her skitserede behandling. Patienter tilhørende gruppen af bindevævssygdomme, er måske de mest forsømte i dagens sundhedsvæsen.

Tilskud

Selen, Zink, beta-caroten, vitamin C, E, B-komplekset og store doser af fiske- og planteolie. Rygning og rødvin bør straks indstilles på "pause". Den næsten obligatoriske forsuring (Intracellulær ketoacidose på lægesprog) bør behandles og forebygges med kostændring (se blodtypekost). Kroniske "betændelser" i tænder, kæber eller bihuler skal elimineres, før behandlingen kan lykkes.
 
 

Til toppen af siden Udviklet af Altero Webdesign i samarbejde med IT-Profil. Vedligeholdes med ADcms